Menu

75 års jubilæum

De cirka 1.100 indbyggere i Ulsted ca. 15 kilometer øst for Aalborg kan den 16. maj i år fejre jubilæum for den lokale fodboldklub. Og det kommer næppe til at gå stille af sig, for gennem de sidste 75 år har Ulsted Boldklub været et af de helt store samlingspunkter i byen. Boldklubben blev stiftet i 1931. Pengene var små, så i de første år var der kun råd til én fodbold og ét sæt trøjer. Men klubben voksede, så i 1938 kom der også håndbold på programmet, og i 1973 fusionerede boldklubben med Ulsted Gymnastikforening.
I Ulsted har der altid boet driftige folk, og de har forstået, at markeder, banko og bal er, hvad der skal til, hvis en idrætsforening skal hænge ordentligt sammen økonomisk. Klubhuset er fra 1969 og hallen er fra 1973. Alt sammen bygget for klubbens egne penge, mens borgerne selv gratis leverede arbejdskraften. Sportsligt har Ulsted Boldklub aldrig trukket de store overskrifter, for det har altid været sammenholdet og det sociale liv, som har stået øverst på dagsordenen.
I 1970erne og 80erne leverede klubben spillere til Nørresundby, AaB og Asaa. Det er man begyndt på igen. Blandt andet U/17-landsholdsspilleren Ronnie Schwartz, som spiller i AaB.
I år bydes der i Ulsted igen op til fodbold i serie 4, for trods ti point i de sidste fem kampe i sidste sæson i serie 3, var det ikke nok til at undgå nedrykning.
LEGENDER: Landsholdsspillere er ikke noget man hidtil har fostret i Ulsted. Det forhindrer os dog ikke i at nævne brugskommis Kaj Ørtoft, der i begyndelsen af 1950erne endte med at spille på Aalborg Changs daværende 2. divisions hold. En seniormedarbejder her på bladet kan sagtens huske Ørtoft fra sin barndom som en eminent spilfordeler. Nævnes bør også Niels Søgaard Jensen, en wing, der var så hurtig, at det blev hævdet, at han kunne aflevere til sig selv. Niels Søgaard Jensen kom til Ulsted i 1932. Først var han dog en slags semi-professionel i Brovst, hvor den lokale idrætsforening betalte for hans togbillet frem og tilbage til kamp og træning. Siden valgte han dog Ulsted, hvor han fra midten af 1950erne blev en fremtrædende leder og ungdomtræner. Vi skal heller ikke glemme "Mazda-brødrene" Torben Jensen (368 kampe for Ulsted), Jens Ole Jensen (294 kampe) og den nuværende bestyrer af Ulstedhallen, Jørn Pedersen (342 kampe).
STORT ØJEBLIK: Oprykningen til A-rækken tilbage i 1949 hører til et af de store momenter i Ulsted Boldklubs historie. Men den helt store triumf kom i 1984. Året før havde klubben fået den tidligere Nørresundby-spiller Gilbert Røgilds som træner, og under hans ledelse rykkede klubben op to år i træk ¿ helt op i serie 1. I efteråret 1984 var det halve af Ulsted med til sæsonens sidste serie 2-kamp i Frederikshavn. I øsende regnvejr blev oprykningen en realitet med en sejr på 2-0, og hele byen stod på den anden ende, da holdet vendte hjem. Den nuværende træner, Terkel Christensen, var med dengang.
SORT ØJEBLIK: I en klub hvor de sportslige resultater aldrig har haft absolut førsteprioritet, kan det virke absurd at tale om sorte øjeblikke. Men skuffelser har der da været, som da Ulsted Boldklub i 1985 kun var to point fra at undgå nedrykning fra Serie 1, hvilket dels skyldtes, at flere "stjerner" var draget til Nørresundby for at spille i 3. division. Siden fulgte en nedtur, der først endte i 1992 med nedrykning til serie 5 i 1992.
FREMTIDEN: Med cirka 130 medlemmer hører Ulsted Boldklub ikke til de allerstørste, men økonomien er sund takket være den massive opbakning fra de lokale forretningdrivende. Her springer blandt andet byens store Mazda-forretning, Ulsted Autohandel, i øjnene som mangeårig storsponsor. Det har i de senere år været svært for Ulsted Boldklub at stille hold i alle rækker på grund af små årgange. Det har medført et samarbejde med naboklubberne i blandt andet. Gandrup, Hou, Vester Hassing og Hals om en ungdoms overbygning kaldet Hals Alliancen FC.
Ulsted Boldklub er også en af 83 klubber i det nordjyske, der samarbejder med SAS Liga-klubben AaB.
ELLERS NOGET: Ulsted har siden 1970 hørt til Hals kommune, men i forbindelse med den nye kommanulreform er byen kommet ind under den nye Aalborg kommune. Byen var for et par år siden med i et omfattende forsøg med digitalisering af lokalsamfundet, og der er i en del år blevet arbejdet på at udvikle byen, så der kan tiltrækkes flere børnefamilier og unge.